|
Skal du og din hest til fastelavnsfest i år, så får du her en masse inspiration til fastelavnskostumer, hvor både du og din hest er klædt ud. Der er taget udgangspunkt i, at du og din hest skal passe sammen, så i danner et sjovt par:
Barbie og Barbiehest Så bliver det ikke mere tøset: på med den blonde paryk, masser af make-up, struttende bryster og en fin, stor kjole. Hesten skal helst have bølget man og hale i dagens anledning, og husk endelig at den ikke kan få for meget lyserødt og lyslilla udstyr på. Effekten er bedst, hvis du har en fin og elegant hest - gerne hvid.
Bondemand og malkeko Klæd dig ud som en rigtig bondemand iført ternet skjorte, overalls, gummistøvler, stråhat og et strå i mundvigen. Hesten - som helst skal være rød eller sort/hvid broget - får påsat et hjemmelavet, stort, lyserødt yver, så den ligner en vaskeægte malkeko.
Cowboy og hest Hvis du i forvejen har en westernsadel til din hest, så er det helt oplagt at klæde sig ud som en cowboy til hest. På med cowboyhat, skjorte, tørklæde, cowboybukser, cowboystøvler med sporer og naturligvis en lasso under armen. Hesten får en westernsadel på.
Cowboy og tyr Hvis du synes, at en cowboy til hest er en anelse for kedeligt, så kan du overveje at være den vilde cowboy, som tør at ride på en farlig tyr. Du ifører dig det traditionelle cowboy tøj - dog uden lasso - og hesten får påsat et par hjemmelavede horn i panden. Effekten er bedst, hvis hesten er mørkebrun eller sort.
Dødsridder og hest Her skal hesten ikke være klædt ud, men til gengæld skal den helst være sort eller mørkebrun. Du skal til gengæld have en sort "rustning" på, en sort kappe med hætte og gerne en uhyggelig maske, der forestiller et kranium.
Indianer og hest Klæd dig ud som indianer iført hovedbeklædning med fjer, en farverig bluse og brune skindbukser med frynser langs siderne. Hvis du er en god og erfaren rytter, kan du vælge at ride uden sadel, men med et farverigt tæppe på ryggen af hesten. Det ser ekstra godt ud, hvis du har en broget hest.
Julemand og rensdyr I kan også vælge at være julemand og rensdyr. Du klæder dig ud som julemand i det traditionelle julemandskostume. Gerne med en stor, tyk mave. Din hest får et hjemmelavet gevir på hovedet. Skal det være ekstra festligt, kan din hest jo ligefrem være Rudolf: du sætter blot en hjemmelavet, rød kugle midt på næsebåndet. Hesten skal helst være, brun, rød eller grå, og en tyk vinterpels er bestemt ingen hindring.
Klods Hans og ged Klods Hans med ged er også en mulighed. Du klæder dig ud som Klods Hans iført hat, skjorte, vest, bukser der netop dækker knæene, knæstrømper og træsko. Din hest klædes ud som ged. Sæt et par hjemmelavede horn på hestens pande og hjemmelavet gedeskæg i hovedtøjet under mulen. Hesten skal helst være hvid eller grå, og en tyk vinterpels er bestemt ingen hindring.
Malkepige og malkeko En variation af bondemanden og malkekoen: klæd dig ud som malkepige iført hvidt tørklæde om hovedet, en brun kjole, hvidt forklæde og træsko. Hesten - som helst skal være rød eller sort/hvid broget - får påsat et hjemmelavet, stort, lyserødt yver, så den ligner en vaskeægte malkeko.
Pippi Langstrømpe og hest Pippi Langstrømpe er en sjov og farverig figur. På med den lille velkendte kjole, de lange strømper i forskellige farver, de små slidte, sorte ankelstøvler og så naturligvis de røde fletninger, som står ud til siderne. Måske er du så heldig at have en prikket hest, men ellers kan du lave et hvidt dækken med sorte prikker. Hvis din hest er hvid, er det også muligt at male sorte prikker direkte på hesten. Vælger du det sidste, skal du naturligvis sørge for at bruge noget farve, som hesten kan tåle, og som kan fjernes igen.
Ridder og hest Klæd dig ud som en nobel ridder med "rustning", sværd og skjold. Skjoldet må meget gerne have et farverigt logo. Hesten kan få et farverigt dækken på, som passer til skjoldet, og dækkenet må meget gerne dække både hals og dele af hestens hoved. Effekten er bedst, hvis hesten er af den kraftige type. |