|
Hiv en eftermiddag eller en aften ud af kalenderen, og få nogle sjove og hyggelige timer sammen med børnene, hvor I laver en hjemmelavet fastelavnsmaske. Fastelavnsmasken laves af gipsgaze, og bagefter kan børnene selv male og pynte masken.
Materialer Det skal du bruge:
- Gipsgaze (kan købes i de fleste hobbyforretninger)
- En saks
- En skål med vand
- Vaseline
- Fint sandpapir
- Elastiksnor
- En pensel
- Evt. lim
Pynt:
- Hobbymaling (kan købes i de fleste hobbyforretninger)
- Diverse pynt
Fremgangsmåde Sådan gør du:
Gipsgazen klippes i små firkanter på ca. 5 x 5 cm. Barnet lægger sig på gulvet. Læg evt. aviser eller plast under barnets hoved for at beskytte gulvet. Barnets ansigt smøres grundigt ind i vaseline. Brug ekstra meget vaseline på øjenbrynene og langs hårgrænsen. Et stykke af gipsgazen fugtes i skålen med vand, og lægges midt på barnets pande helt op til hårgrænsen. Sørg for at glatte stykket pænt ud, så der ikke opstår buler. Tag endnu et stykke gipsgaze, fugt det i vand og læg det på barnets ansigt ved siden af det første stykke. Sørg for at stykkerne overlapper hinanden.
Fortsæt med at lægge gipsgaze på barnets ansigt, indtil hele ansigtet er dækket, bortset fra øjne, næsebor og evt. munden. Når hele ansigtet er dækket, lægges der endnu et lag gipsgaze på, så der er to lag gipsgaze i hele ansigtet. Lad gipsgazen stivne mens barnet holder sit ansigt i ro. Når gipsgazen er stivnet, løftes masken forsigtigt af. Masken er nemmest at fjerne, hvis barnet skærer ansigt under masken. Alle kanterne på masken slibes med sandpapir. Selve "huden" på masken kan også slibes, hvis I finder det nødvendigt.
Lav et hul i hver side af masken så der kan monteres en elastiksnor.
Når masken er slebet, er den klar til at blive malet og/eller pyntet.
Når masken er malet og/eller pyntet, monteres der en elastiksnor på masken.
Masken er nu klar til brug.
Vigtig information Denne aktivitet er ikke velegnet for små børn, da de ikke kan ligge stille, mens gipsgazen lægges på ansigtet. Vær i øvrigt opmærksom på at nogle børn - også store børn - kan blive bange og få klaustrofobiske fornemmelser under fremstillingen.
Brug altid kun gipsgaze som er beregnet til dette formål! Visse typer gips som man selv kan røre op, udvikler varme under størkningen, og kan blive helt op til 80 grader varmt. Det kan derfor give alvorlige forbrændinger i ansigtet. |